Repræsentantskabsmøde

Repræsentantskabsmøde den 27. marts 2024.

Husets drift og økonomi, er formålet med repræsentantskabsmødet. Formandens beretning er en opsummering af forskellige aktiviteter. En status om ”hvordan har huset det”.
Med Moritz Hynkemejer som tovholder, og med penge fra Borgerbudgettering har vi siden sidste repræsentantskabsmøde arbejdet med Advokat Buur i Herning om at nedlægge fonden. Vi har været til møde i Herning. Moritz har studeret love og paragraffer. Efter næsten 7 måneder venten , fik vi desværre et nedslående svar fra Civilstyrelsen.
Sammenfattet således:
Den 07.12.2023 har Civilstyrelsen truffet afgørelse om, at fondens opløsning kan godkendes, men under forudsætning om at Medborgerhuset sælges, og at de indvundne midler uddeles i overensstemmelse med fondens vedtægter.
Civilstyrelsen tillader ikke, at der kan ske uddeling som foreslået af Fondens bestyrelse som overdragelse af midler til stiftelse af en ny forening omkring Medborgerhuset.
Den 11.12.2023 anmodede vi Civilstyrelsen om et møde med henblik på at drøfte afgørelsen. Civilstyrelsen meddelte imidlertid blot ”Styrelsen skal i den forbindelse oplyse, at vi ikke på nuværende tidspunkt finder det nødvendigt at holde et møde om sagen.”
Afvisningen må tages som udtryk for, at Civilstyrelsen ikke agter at ændre sin afgørelse.
Hvis Fonden Aarøsund Medborgerhus skal opløses, må det derfor ske i henhold til retningslinjerne angivet i Civilstyrelsens afgørelse.
På ovennævnte baggrund har vi derfor sammen med advokaten aftalt, at bestyrelsen således afslutter sagen på det foreliggende grundlag.
Afslutningsvis skal fremhæves, at det på nuværende tidspunkt og med de gældende regler om tilsyn med civile fonde, som udøves af Civilstyrelsen, er Medborgerhuset som fond ”fanget” i en deadlock situation, som vi ikke umiddelbart kan komme ud af.

Udlejninger går rigtig godt. 2023 blev igen rekord år med 33 udlejninger med indtægt. Der er stor ros til ordentlighed, og renlighed, i vores hus.
En enkelt annoncesponsor har meldt fra, mens nye er kommet til.

Til Julemarked har vi fået ny tovholder i Birgitte Jørgensen. Julemarkedet 2023 gik fantastisk, og vi fortsætter i 2024. Julemarked er blevet et fælles projekt mellem Medborgerhus og Arkivforening.

Vinterbanko er nedlagt. Det kan på ingen måde løbe rundt. De frivillige som har arbejdet med vinterbanko, har alle sagt fra. Bestyrelsen havde en dårlig oplevelse ifbm sommerbanko 2023. Det afstedkom bl.a. at en af vore gode annoncører meldte fra som sponsor.
Det store sommer sponsorbanko tager vi gerne op igen hvis vi får en 100% dedikeret tovholder, der vil samme vej som os.

Disse tiltag er lavet i min formandsperiode:

I 2017 fik vi nyt tag. Og forberedte det nye tag til solceller.
I 2017 fik vi ny faskine.
I 2018 fik vi nyt køkken. Med alt i nye hårde hvidevarer.
I 2018 fik vi nye døre og vinduer overalt ude, oppe og nede.
I 2019 fik vi nyt handikaptoilet, samt renoveret de gamle toiletter.
I 2019 kom vi på kommunens liste over forsamlingshuse (årligt tilskud).
I 2020 fik vi store nye fliser, rundt om det meste af huset.
I 2020 fik vi lyd – & lysanlægget.
I 2021 lige før jul fik vi det nye gulv i salen monteret.
I 2021 fik vi ny varmepumpe i Hallén.
I 2022 fik vi ny varmepumpe i klublokaler, samt i salen.
I 2022 fik vi malet og lakeret alle indvendige blå døre, hos specialfirma i Haderslev.
I 2023 Har vi fået monteret et 10 KwH solcelleanlæg. 100 % finansieret.
I 2023 Har vi brugt rigtig meget krudt på evt. at kunne nedlægge fonden.
I 2023 Har vi fundet i alt 220.000,- til en ny vejrstation-inkl. vandstand og kameraer.

Til bestyrelsen. Tak for det gode samarbejde, og mange sjove snakke.
Tak til Johny Gramberg, som fratræder for at passe sit helbred.

Endnu engang tak til alle. Hermed sætter jeg min beretning til orientering.

Eigil Kiel Schmidt/Formand Aarøsund Medborgerhus.

Repræsentantskabsmøde den 29. marts 2023.

Husets driftft og økonomi, er formålet med repræsentantskabsmødet. Formandens beretning er en opsummering af forskellige aktiviteter. En status om ”hvordan har huset det”.
I år har vi som bekendt valgt at sige tak til alle dem, som har haft lyst til at hjælpe huset gennem de seneste 7 år, med renoveringer og ombygninger.
Vi startede aftenen med en dejlig gang ”Gammelbro gryde” fra en af vores annoncører, Restaurant Gammelbro.

Den store istandsættelse af huset startede med et borgermøde i 2016. Husets økonomi var i laser. Huset var i en tilstand hvor der bl.a. var store huller i taget. Jeg var blevet formand under stort pres. Bestyrelsen tog handsken op, sammen med vores frivillige håndværkere. Vi lovede hinanden, at der skulle renoveres overalt i huset. Jeg skulle skaffe pengene og så skulle vore håndværkere nok lave det de kunne, og måtte selv.

I 2017 fik vi nyt tag. Og forberedte det nye tag til solceller.
I 2017 fik vi ny faskine.
I 2018 fik vi nyt køkken. Med alt i nye hårde hvidevarer.
I 2018 fik vi nye døre og vinduer overalt ude, oppe og nede.
I 2019 fik vi nyt handikaptoilet, samt renoveret de gamle toiletter.
I 2019 kom vi på kommunens liste over forsamlingshuse (årligt tilskud).
I 2020 fik vi store nye fliser, rundt om det meste af huset.
I 2020 fik vi lyd – & lysanlægget.
I 2021 lige før jul fik vi det nye gulv i salen monteret.
I 2021 fik vi ny varmepumpe i Hallén.
I 2022 fik vi ny varmepumpe i klublokaler, samt i salen.
I 2022 fik vi malet og lakeret alle indvendige blå døre, hos specialfirma i Haderslev.
I 2023 Har vi fået et 10 KwH solcelleanlæg. 100 % finansieret, så sent som i går kom de sidste 50.000,- fra NORLYS.

Alt det nævnte har selvfølgelig kostet rigtig mange penge. Og; nogen gange må man godt være lidt stolt af sig selv.
Det har været lidt svært at tælle nøjagtig fra de gamle regnskaber, men jeg har skaffet meget tæt på en million kroner. Min kone, som desværre ikke kunne være her i dag og få stor tak, mener også, at jeg har brugt rigelig meget tid ved ansøgningscomputeren.

Vi har ingen gæld i huset, og vi har en god økonomi lige nu. Udlejninger går rigtig godt, og alle gæster roser vores rene og pæne hus.
Vi skal i aften også kigge på fremtiden for huset. Huset kan ikke helt løbe rundt i sig selv, hvis vi lader stå til. Vi har lige nu faste indtægter på.

Sponsorannoncer, kommunestøtte, støtte fra foreningerne og udlejning. Kontantsalg, banko osv. er pt ingenting.
Især vores 2 store årlige tiltag er vigtige. Sommerbanko og julemarked. Der er stadig frivillige som vil hjælpe, men begge arrangementer mangler en tovholder.
Med Moritz Hynkemejer som tovholder har bestyrelsen i godt et års tid arbejdet med det at være en ”ikke erhvervsdrivende fond”. Som f.eks. formand skal man i dag krænge alle sine private forhold ud til told & Skat osv.  Man er underlagt Civilstyrelsen, som pt har svar tider på 3-6 måneder og vel at mærke kun på skrift. Vi taler pt med en advokat som skal komme med et oplæg og en pris på det, at komme ud af en fond.

Til bestyrelsen vil jeg også gerne sige tak for det gode samarbejde. Vi har 3 smede og flere handymænd i bestyrelsen.
Og, ikke at forglemme Hans Peter med sin traktor og vogn. så der er nærmest ikke den ting vi ikke selv kan reparere.
Vores kasserer Johny kan desværre ikke være her i dag, men han er hjemme hos Mette igen. Johny har overlevet flere hjertestop de seneste år, og senest har han været død i 30 minutter. Han var bare heldig, at sidst skete det på et løbebånd i Sundhedshuset. Vi sender gode tanker, også i aften. Vi har fået en ny årsregnskabsfører, og hun var helt klar til lige at køre regnskabet up to date, mens Johny restituerer.
Endnu engang tak til alle. Hermed sætter jeg min beretning til orientering.

Eigil Kiel Schmidt/Formand Aarøsund Medborgerhus.


Repræsentantskabsmøde den 30. marts 2022.
Husets drift og økonomi, er formålet med repræsentantskabsmødet. Formandens beretning er en opsummering af forskellige aktiviteter. En status om ”hvordan har huset det”.

Der skal, igen, sendes en stor tak til alle dem, som har hjulpet, på alle niveauer.
2021 kom også til at stå i Coronaens tegn, i lighed med 2020. som hos mange andre i samfundet. Vi mistede 20% af vore udlejninger. Men kom alligevel godt ud af året.

De første måneder af 2021 skrev jeg 11 ansøgninger til diverse fonde og firmaer. Som I kan se af regnskabet lykkedes det ikke at skaffe de helt store penge. Og dog. Der var tilsagn fra 3 steder på i alt 100.000,-  De penge er med i 2022 regnskabet og går til det nye gulv, samt maling af salen.

Jeg har nu været formand i 6 år.  Jeg sidder for Arkivforeningen. Jeg har i december 2021 udtrykkelig bedt Arkivforeningen om at finde en anden repræsentant til bestyrelsen. Det blev op af bakke. Ingen ville. Problemet er jo også at både Gert Jørgensen og Jørgen Platz fik vredet armene rundt og blev valgt ind i arkivforeningens bestyrelse, for at Arkivforeningen kunne overleve. Og både Gert og Jørgen sidder også i Medborgerhusets bestyrelse for hhv. Fiskeriforeningen og Bådelauget.

Hans Frandsen og jeg gav i 2016 håndslag på, at vi ville have Medborgerhuset sat i stand, startende med et nyt tag fordi vandet dryppede ned flere steder. I 2017 fik vi hul på bylden med 127.000,- fra NORLYS. I dag er vi rigtig langt.  I de stormfulde dage i februar gav jeg mig til at regne på det totale beløb vi har modtaget. Inklusive det årlige forsamlingshus tilskud, samt de beløb vi har modtaget januar 2022, har vi modtaget 870.000,- i runde tal.

Vi har ingen gæld, til gengæld har vi nogen fremtidige udfordringer med det at være en fond.

Med faste indtægter er vi dog endnu ikke helt i mål med, at huset kan hvile i sig selv. Vi kan ikke undvære julemarked, banko, sommerspisning osv. Her er det et kæmpe problem at vi mangler nye tovholdere til bl.a. sommerbanko. Vi kan godt finde ”arbejdere”, men tovholdere mangler vi. Og en der har lyst til at spørge virksomheder om præmier. Her må forsamlingen hjælpe os.

Jeg skal ikke fremhæve nogen arrangementer frem for andre. Jeg vil dog godt endnu engang sige tak for alle arrangementer som tilgodeså huset i 2021.

Endnu engang tak til alle, som bar. Hermed sætter jeg min beretning til orientering.

Eigil Kiel Schmidt / Formand Aarøsund Medborgerhus.

Repræsentantskabsmøde den 19. maj 2021. Udsat pga Corona.

Husets drift og økonomi, er formålet med repræsentantskabsmødet. Formandens beretning er en opsummering af forskellige aktiviteter. En status om ”hvordan har huset det”.
Der skal, igen, sendes en stor tak til alle dem, som har hjulpet, på alle niveauer.
2020 kom til at stå i Coronas tegn, som hos mange andre i samfundet. Vi mistede 60% af vore udlejninger. Kun én havde ikke forståelse for, at man havde mistet sit depositum på 500,-
De første måneder af 2020 skrev jeg 10 ansøgninger til diverse fonde og firmaer. Som I kan se af regnskabet lykkedes det ikke at skaffe penge fra nogen af de store. Til gengæld har kommunen hjulpet os rigtig meget i 2020, fra diverse puljer. Borgerbudgettering hjalp os med penge nyt musikanlæg, ligesom alle foreninger og HomeMade har givet diverse gaver og støtte.
Her er lidt stikord på, hvad vi har bedrevet i 2020.
LAMPE gav en god pris på grillpølser, til Færgevejs loppemarked. Det løb OK rundt, men der var rigtig meget uventet arbejde med et loppetelt.
Home-Made gik rigtig godt fortælles det, malerne solgte godt af deres materiale, og huset fik igen en fin gave fra kaffe/kage salget.
Borgerbudgettering tilgodeså os med et fint beløb til fliser.       Juletræssalget var i 2020 kun én weekend. Det gik fantastisk godt. 1 weekend er kommet for at blive.
2020 slog alle rekorder for dårlig udlejninger med indtægt. Corona smadrede det hele. Der blev flyttet og byttet og rykket osv osv. Vi mistede ca. 20 udlejninger (60%).
Jeg skal ikke fremhæve nogen arrangementer frem for andre. Jeg vil dog godt endnu engang sige tak for alle arrangementer som tilgodeså huset i 2020.
I sommeren 2020 fandt vi en gardinforretning i Aabenraa, som havde ophørsudsalg. Vi købte nye gardiner til hele huset for en meget fornuftig pris. I talende stund mangler vi kun  at få nye gardiner opsat på 1.sal. Tak til Solvejg og Hannebeth for hjælp til indkøb, ophængning osv.
Endnu engang tak til alle, som bar. Hermed sætter jeg min beretning til orientering.

Eigil Kiel Schmidt/Formand Aarøsund Medborgerhus.

 

Repræsentantskabsmøde den 10. juni 2020.(Udsat pga. Corona)

Husets drift og økonomi, er formålet med repræsentantskabsmødet. Formandens beretning er en opsummering af forskellige aktiviteter. En status om ”hvordan har huset det”.

Husets forskellige aktiviteter beskrives løbende i bestyrelsesreferater ca. hver 3. måned.
Der skal, igen, sendes en stor tak til alle dem, som har knoklet, på alle niveauer.
Tak til Jørgen Bork for mange års tjeneste i bestyrelsen. Jørgen har modtaget en lille vingave, hjemme på privaten.

De første måneder af 2019 skrev jeg 10 ansøgninger til diverse fonde og firmaer. Som I kan se af regnskabet lykkedes det at skaffe 100.000,- fra SE, ca. 18.000,- fra Borgerbudgettering, samt diverse gaver og støtte. Desværre havde vi ingen held med nogen af Haderslev Kommunes puljer i 2019.

Her er lidt stikord på, hvad vi har bedrevet i 2019.
I marts forhandlede vi med Dansø mæglerne om skift af forsikring. Dansø har en eksklusiv mægleraftale med alle forsamlingshuse, på vegne af Alm Brand.1. januar 2020 er vi således skiftet. Policen dækker mindst hvad vi havde før, og præmien er næsten halveret.

I april fik vi besked fra SE om tildeling af 100.000,-
8. maj fik Solvejg tilsagn om 200 grillpølser fra LAMPE, til Færgevejs loppemarked. Samtidig fik hun tilsagn om 400 grillpølser til jubilæet, til en rigtig god pris.

Vi fik flere frivillige på banen og i løbet af 1 uge blev hele Medborgerhuset og madpakkehuset malet.
Home-Made gik rigtig godt, malerne solgte godt af deres materiale, og huset fik en fin gave fra kaffe/kage salget.

Sommerbanko var igen en kæmpe succes.
Borgerbudgettering tilgodeså os med et fint beløb til renovering af toiletfaciliteter

Juletræssalget var i 2019 ramt af stor konkurrence med lave priser. Julemarkedet i huset rettede dog flot op på resultatet. Vi har sat dato på 2020. I 2020 kun én weekend.

2019 slog alle rekorder for udlejninger med indtægt. I alt 39 blev det til. Især takket være positiv omtale af det nye køkken. Overalt hører vi, at skiltningen i køkkenet er et hit.
Vi havde i hele 2019 den lille blå annonce i Ugeavisen hver uge. Den har givet godt med udlejninger. Desværre skulle prisen fordobles havde avischeferne besluttet. Nu er annoncen sagt fra, og vi tager den op til fornyet overvejelse til efteråret.

Jeg skal ikke fremhæve nogen arrangementer frem for andre. Jeg vil dog godt endnu engang sige tak for alle arrangementer som tilgodeså huset i 2019. Ved alle sommerarrangementerne, sommerbanko, ved juletræerne osv. osv. Hvis der er noget jeg har glemt, så beklager jeg.

30 års jubilæet gik fantastisk godt, og mange slæbte og sled. Takket være ekstra støtte fra husets ejere, endte jubilæet ud med et overskud.

Og, så var der jo de nye toiletfaciliteter. Det hele var timet og tilrettelagt til ombygning hele november. Da sygdom haglede ned over hele byen. Også vores håndværkervenner blev ramt. Det betød at vi måtte finde en tømrer/snedker i en fart. Heldigvis var Kim Diekmann med på at hjælpe os. Og, vi ved at andre indbyggere endda accepterede udsættelse af deres planer, så vi kunne blive færdig i den tid vi havde huset lukket.
Vi kunne igen se hvor vigtigt frivilligt arbejde er. Vi måtte bruge ca. 65.000 lønkroner som vi ikke havde kalkuleret med. Så bankkontoen var tæt på nul ved årets slutning. Heldigvis var der momspenge undervejs, efter årsskiftet.

Efterfølgende har vi fået rigtig mange roser for de nye toiletfaciliteter. Og også puslepladsen er et hit. Som Solvejg sagde, den ene gang hvor blespanden var proppet til randen. Det skulle man lige vænne sig til igen…

Endnu engang tak til alle, som bar. Hermed sætter jeg min beretning til orientering.

Eigil Kiel Schmidt
Formand.

Repræsentantskabsmøde den 20. marts 2019

Jeg vil gerne mindes Medborgerhusets mangeårige formand Jens Kloster Hedegaard, som afgik ved døden den 12. september 2018. Jens lavede igennem årene et meget stort stykke arbejde for huset her. Æret være Jens´s minde.
Husets drift og økonomi, er formålet med repræsentantskabsmødet. Formandens beretning er en opsummering af forskellige aktiviteter. En status om. ”hvordan har huset det”.

Husets forskellige aktiviteter beskrives løbende i bestyrelsesreferater ca. hver 3. måned.
Der skal, igen, sendes en stor tak til alle dem, som har knoklet, på alle niveauer.

Ved konstitueringen i marts 2018 fortsatte hele bestyrelsen. Som ny suppleant fik vi Kurt Mogensen. Allerede i september indtrådte han i stedet for Jens Kloster Hedegaard. Jørgen Platz indtrådte i bestyrelsen 25. november 2018, i stedet for Henning Hauge Mohr, som ønskede nye udfordringer.
I begyndelsen af 2018 fik vi langt om længe ro på fra Civilstyrelsen, om årsregnskaberne 2015 + 2016. I begyndelsen af 2018 kom den endelige bekræftelse på, at der var orden i sagerne.

De første måneder af 2018 skrev jeg ca. 12 ansøgninger til diverse fonde og firmaer. Som I kan se af regnskabet lykkedes det via arrangementer og støtte at skaffe 129.000,-  desuden kom vi på Haderslev Kommunes liste over forsamlingshuse. Hvilket gav 12.500, og ca. samme beløb fremover.

Her er lidt stikord på, hvad vi har bedrevet i 2018.
I marts fik vi vanduret flyttet ud i gårdspladsen.
I marts sponsorerede Mette´s hjemmeservice 2.000,-
Den 20. marts blev robotklipperen købt.
Den 21. marts ansøgt vi om at komme på finansloven i Haderslev kommune.
Den 5. april modtog vi en endelig spiritustilladelse for 8 år.
11.april besked om 31.000,- fra Haderslev Kommunes facilitetspulje (til køkken).
I april og maj måned isatte vi nye vinduer og dørparti på hele siden mod lystbådehavnen.
Midt i maj fik vi besked fra kommunen om, at vi nu er kommet på listen sammen med 16 andre forsamlingshuse. Vi får et årligt tilskud på ca. 12.500,-
24.maj hentede jeg 200 grillpølser, sponsoreret af Lampe.
Sildebordet var igen en kæmpe succes.
Home-Made gik rigtig godt, malerinderne solgte godt af deres materiale.
Sommerbanko var igen en kæmpe succes.
Borgerbudgettering tilgodeså os i august med 43.000,- til Robert og varmepumpe.
Bagedyst blev prøvet og var en kæmpesucces. Kagegaflerne slap op.
I november lavede vi nyt køkken. Det gik rigtig godt, I kan selv se resultatet.
I november fik vi yderligere 25.000,- fra facilitetspuljen.
Juletræssalget var i 2018 ramt af regnvejr og stor konkurrence med lave priser. Julemarkedet i huset rettede dog flot op på resultatet. Og, vi tager et år mere.

Hjemmesiden begyndte at give problemer med bl.a. hacking fra Rusland, så i november brugte vi 9.000,- på en ny. Også Peter Lund fra arkivforeningen lægger nu ting op. Torben Nørgaard er også med, som foto og video ”oplægger”. Kalenderne med bookinger bliver set af rigtig mange. I efteråret blev vi gratismedlemmer hos lokalebasen.dk, den har allerede givet 4 udlejninger. Godt 135 personer er nu medlem af vores nyhedsmail. Vi har en lille annonce i Ugeavisen hver uge. Den har givet 7 udlejninger indtil nu.

Jeg skal ikke fremhæve nogen arrangementer frem for andre. Jeg vil dog godt endnu engang sige tak for alle arrangementer som tilgodeså huset i 2018. Ved alle sommerarrangementerne, sommerbanko, ved juletræerne osv osv. Hvis der er noget jeg har glemt, så sorry.

Og, så var der jo det nye køkken. I hele november hamrede, savede, malede og støvsugede en flok håndværkervenner. Køkkenet blev tømt og fyldt af Solvejg og Hanne. Der blev bidt og snappet, der blev grinet og hygget. Og, vi sluttede det hele af med en brandhyggelig julefrokost, hvor vi spiste resterne fra krolfklubbens julefrokost.

Efterfølgende har vi fået rigtig mange roser for det nye køkken. Lidt ekstra ting er købt. Det kører godt med udlejninger. I dag er vi kun 3 udlejninger fra, at have overhalet hele 2018.

Alene hyggen og sammenholdet gør, at jeg iflg. min kone har brugt hele januar og februar til at søge penge. Jeg håber, at vi får nogen penge i løbet af foråret. Og, at vi i november kan installere nye handikapvenlige toiletfaciliteter.

Og jeg håber selvfølgelig, at så mange håndværkervenner, som muligt, vil hjælpe mig i mål.

Alle er velkommen til hovedrengøring. Vi åbner dørene mandag den 8. april klokken 0800.

Endnu engang tak til alle, som bar. Hermed sætter jeg min beretning til orientering.

Eigil Kiel Schmidt

Formand.

Repræsentantskabsmøde 30. marts 2017
Husets drift og økonomi, er ligesom formålet med repræsentantskabsmødet (rigets tilstand). Formandens beretning er ikke længere en oplæsning af forskellige aktiviteter, men nærmere en status om.  ”hvordan har huset det”.

Husets forskellige aktiviteter beskrives løbende i bestyrelsesreferater. Vi holder bestyrelsesmøder ca. hver 3. måned.

Det skal dog ikke afholde mig fra, igen, at sende en stor tak til alle dem, som har knoklet på alle niveauer.

Ved konstitueringen i marts 2016 ønskede Jens Hedegaard ikke længere at være formand. Bestyrelsen besluttede dog, at Jens forblev formand til efter vandsportsfestivalen i august 2016. Undertegnede overtog således posten 1. september 2016. Her vil jeg gerne sige tak til Jens-for hans tid som formand.

Følgende har vi pt gang i.

  1. Vi skriver stadig frem og tilbage med Civilstyrelsen om alt muligt, for at få orden i papirerne.
  2. Jeg har brugt rigtig meget tid på at overføre spiritusbevillingen fra Jens til Eigil.
  3. Vi har brugt mange timer på at få VIRK til at fungere. Nu virker det nogenlunde.
  4. Vi arbejder stadig på at Eigil kan få adgang til bankkontoen. Det har kun taget 6 måneder til nu.
  5. Sammen med håndværkervennerne har vi brugt meget hyggelig tid på at lave tegninger og materiale, samt priser på nyt tag, nye vinduer og nyt anretter køkken.
  6. Min datter, som er historiker, har lavet et rigtig fint projektmateriale der beskriver huset, samt behovet for energirenovering. Samt at andet er nedslidt. Men, 28. august begynder vi at skifte taget. Det er meget tiltrængt. Det er ikke sort, men det bliver sort…
  7. Jeg har siddet og skrevet (min kone vil sige nat og dag) til 13 fonde og virksomheder for at bede om støtte. pt 5 afslag.
  8. Margit og Solvejg skrev en flot ansøgning som årets lokalsamfund 2016. Vi vandt ikke, men vi kommer stærkt igen i 2018. Enhver kan da se, at vi er det oplagte bud. Vi har netop modtaget besked fra kommunen, at vi ikke blev tilgodeset via facilitetspuljen. Vi kommer stærkt igen i 2018. Vi afventer SE 4.april. Arkil pænt afslag,
  9. Vi har fået hjemmesiden lidt opdateret.  Også Peter Lund fra arkivforeningen lægger nu ting op. Jeg havde gerne set hjemmesiden udvikle sig meget hurtigere. Vores webmaster har dog haft udfordringer med nyt firma. Men snart-har han lovet. Nyhedsbrev f.eks. virker altså, må man konstatere.
  10. Vi har skiftet til Sønderjydske Forsikring. Besparelse ca. 10-12%.
  11. Vi har købt forskelligt nyt inventar. Termokander-glas-postkasse osv.
  12. I december blev hækken klippet helt ned. Det har givet lys-luft og en flot udsigt mod byen og krolfbanen. Jeg vil arbejde for, at hækken ikke skal få lov at gro op over plankeværket.

Jeg skal ikke fremhæve nogen arrangementer frem for andre. Vil dog godt endnu engang sige tak for alle arrangementer i 2016.

Vandsportsfestivallen 2017-Ja; der er jo desværre ikke flere penge i kassen-og der kommer heller ikke nye penge i år. Huset vil stå for loppemarked-kaffe/kage salg – kræmmermarked-øl + vand salg og skaffe folk til parkering. Her mangler vi stadig mandskab.

Er der stemning for fælles nytårsaften i huset. Så skal vi have lavet et festudvalg.

Til slut vil jeg lige nævne, at alle er velkommen til hovedrengøring i næste uge. Vi åbner dørene mandag morgen klokken 0800

Eigil Kiel Schmidt

Formand.