Blog

03 aug
0

Juli 2020 – Sommer i fiskerihavnen før marinaen

Sommer i fiskerihavnen før marinaen.
Masser af aktivitet ved filet-fabrikken, en lille fiskerbåd på bedding.
Albert og Otto´s FREJA (HV 15) er fuldstændig pakket ind af lystbåde.
og så kan man se det lille sommerhus ”Tuen” øverst til højre i billedet.
Ukendt år, – men et gæt ville være sidst i 60érne – 70.
Arkivfoto fra Aarøsund Lokalhistoriske Arkivforening.

Læs mere
30 jun
0

Juni 2020 – Ved færgelejet i 40´erne

Et foto fra 40´erne, hvor et par formentlig står og nyder udsigten – eller måske venter de på færgen !
I havnen ligger et fragtskib og i havnehullet ligger en fiskerbåd og tørrer sit vod i masten. Det lille hus ? ved fyret, og et andet lille hus på molen.
Rampe i baggrunden til Aarø-båden, så de kunne laste og losse bl.a. grise. Træfiskekasser og måske er kvinden i sommerens hotteste mode.
Fotoet har arkivet fået af Merete Friis

 

Læs mere
09 jun
0

Maj 2020 – Havnekiosken bygget 1963

Sommeren er snart over os. Der er gang i hotel, grill-bar osv.
I 80´erne blev Gerda Damkjærs kiosk udvidet med en fiske-afdeling, som blev så populær,
at folk kom langvejs fra for at købe torske- og laksefrikadeller, lækre fiskesalater og andre skønne specialiteter.
Allerede i 60´erne var her is-kiosk. Familien Dahlstrup var de første ejere.
Lidt længere ”nede ad gaden” var Metas kiosk, hvor ungerne i flere generationer samledes.

Læs mere
04 apr
0

April 2020 – Guldbryllup i Aarøsund 1905

Ca. 60.000 personer udvandrede fra Sønderjylland af forskellige årsager, oftest for at undgå prøjsisk militærtjeneste. Man kan forestille sig glæden ved at mødes efter mange år – i denne anledning i forbindelse med forældrenes guldbryllup i Aarøsund år 1905. 

Afskrift fra Modersmålet – 10/8 – 1905 Aarøsund. 

Forhenværende Kornhandler og Skipper, Peter Knudsen Iversen og Hustru, Katrine, født Petersen, i Aarøsund, kan den 11. August fejre deres Guldbryllup. Det er et langt og hæderligt og i høj grad flittigt Liv, de to Gamle har levet. Guldbrudgommen er 77 Aar, Guldbruden 70 Aar gammel, og de er forholdsvis raske og rørige, hun dog noget lidende af Gigt. I sine unge og kraftige Aar, ja indtil for ti Aar siden har Guldbrudgommen været Kornhandler og Skipper i Aarøsund, og virkede da med en Flid og Dygtighed saaledes, at de to gamle med Hensyn til dagligt Brød, rolig kan se Livets Aften i Møde. Guldbrudeparret har fem Sønner og fire Døtre, alle brave og dygtige Mennesker. Sønnerne, hvoraf de to ligesom faderen pløjer Søen som Kaptajner, en er Skibsreder i Amerika, en bosat i Brooklyn og en farer som Maskinist fra København, har alle ved egen Flid og Dygtighed banet sig Vej. Af Døtrene er en gift i Halk, to i Vonsbæk sogn og en på Gymose. Alle Børnene er af Moderen, naar Faderen færdedes ude, blevne holdte til Arbejde og skylder vistnok hende meget. Guldbrudgommen er født i Aarøsund, Guldbruden i Moltrup.
De to Gamle har altid været tro imod vort gamle Fædreland, har ikke villet sælge deres danske Førstefødselsret for en ret Preussiske Linser. 

Adressen for Guldbrylluppet er det der nu hedder Færgevej 56. Første gang bragt i Aarøsund kalenderen 2011.

Læs mere
22 mar
0

Marts 2020 – Midt i en Corona-tid

Til historiebøgerne: Dette indlæg er lagt op den 22. marts 2020. Midt i en Coronatid, hvor alt er lukket ned. Hotellets forpagter kæmper for at overleve. Der var indført drive in mad. Dagen før dette indlæg holdt der biler i kø helt op til Sundparken. Mere end 120 borgere havde bestilt take away.

Læs mere
02 feb
0

Februar 2020 – Mellem skurene

Her hvor vi runder kyndelmisse med forårstemperaturer, ser vi tilbage på ”rigtig” vinter.
Der sker store forandringer ”mellem skurene” disse stunder, og her et tilbageblik
til fiskernes arbejdsplads med ruser og tønder og skure til opbevaring.
Her kunne et par raske drenge i gamle dage let få deres gode tøj smurt ind i tjære
og få revnede bukser af søm fra fiskekasser. Verdens bedste legeplads.

Læs mere
02 feb
0

Januar 2020- Så til søs ca. 1985

Dette foto har arkivet. En militær kranlastbil (No. 40.362) er røget i havnen. En gruppe fra Frømandskorpset skulle øve på Lillebælt.
Da chaufføren skulle sætte gummibåden i vandet, med bilens kran, knækkede en bolt i et støttebenet, og lasbilen tippede i havnen.
Blandt tilskuerne ses en del fiskere. Sven Petersen, Albert Lund, Toni Petersen, Svend Arne Sørensen, Ole og Ellen Jørgensen.
Ser ud til at være fra ca. 1985.
Foto: Olav B. Hansen

Læs mere
02 feb
0

December 2019 – Havnen fra luften ca. 1985

Superfrisk foto fra oven. Det gamle færgeleje er endnu ikke fjernet. Helmuth Müllers pølsevogn, og den gamle Aarø-færge.
Fiskekasserne var af træ og posthuset intakt. Den sorte lade var endnu sort og der var slet ikke tænkt på kastanjetræer ved toiletbygningen.
Ingen produktionsbygninger ved Aqua Pri eller Marina, havnehuset er revet ned, så vi gætter på at fotoet er fra midt 80érne.
Foto: fra Torkild Jørgensens samling.

Læs mere
22 dec
0

November 2019 – Grisetransport over isen i 1939/1940

Grisetransport over isen fra Aarø vinteren 39-40.
Grisehandleren løser transportproblemet alternativt, og får hentet grisene til fastlandet.
Hotellet ses tydeligt i al sneen. Dengang var der åben veranda.
Kusken er Peder Møllers bedstefar.
Foto: Peder Møller

Læs mere
22 dec
0

Oktober 2019 – “Helene” på bedding i Assens 1926

Dampskib ”Helene” på bedding i Assens. Skibet tilhørte Rederiet C. Clausen.
Blev bla. Brugt til passager- stykgods- og kreaturtransport. Kreaturerne stod på dækket.
Billedet er fra 1926, – samme år sejledes 110 kreaturer fra Haderslev til Hamborg.
Lørdag—søndag var der typisk sejlads med foreninger til anløbspladser i Lillebælt.
Kaptajnen på det tidspunkt hed kapt. Kaathmann. Peter Petersen, Aarøsund har hyre som letmatros på ”Helene” fra 1926-27.
Foto: v. fam. Peter Petersen

Læs mere